I går vendte jeg hjem fra hesteeskadronens REX-øvelse, den hårdeste øvelse indenfor HBU og for mit eget vedkommende den absolut mest ekstreme uge i mit liv.
Desværre for Jer, har jeg pga. min loyalitet til familien HESK og af hensynet til kommende husarrekrutter, valgt ikke at gå for meget ind på hvad vi præcis lavede i ugen. Det kan naturligvis lyde mærkeligt, men det ville være synd hvis det 100-vis af husarhold før mig har oplevet ikke kan være den samme overraskelse for kommende generationer husarer. Jeg ved det lyder lukket, men Garderhusarregimentets kongelige hesteskadron er og skal også være lidt lukket og mystisk, som et af de eneste steder tilbage i forsvaret dér ikke går på kompromis med strømninger, og ikke bare piller ved gamle velforvarede dyder, traditioner og skikke.
Pt. har jeg blodvabler på to meget hævede fødder, tabt 2 kilo, har en færdig arkilleshæl, smadrede knæ, blå mærker, sår og rifter og bare generelt ondt i det meste af kroppen.
Jeg oplevede hvad det vil sige at arbejde hårdt i 36 timer uden noget som helst i maven drivvåd og forblæst rystende af kulde. Oplevede at være fuldstændig afhængig af manden ved siden af mig og omvendt, at føle sig fortabt, men ikke at kunne flygte, samtidig oplevede jeg kvalmen ved krig når man kigger ind i løbet på en buldrende tank. Lærte at ignorere smerte og kulde og sult og holde fokus.
TV-2 fyn er i gang med at lave en serie om hesteskdadronen med 3 fynboer i "hovedrollerne". Her bl.a. filmet en fremrykning i artilleribeskydning gennem et rent ildhav af brændende halm, der er også filmet vores flotte hjemkomst. Noget af det jeg har oplevet kommer altså på tv engang hvis man vil se det.
Til turen måtte vi medbringe 100 gram chokolade eller 10 cigaretter, og vi kunne ikke snyde, tro mig! Jeg valgte chokoladen og aldrig har jeg haft et så nært forhold til 100 gram chokolade, som til den Rittersport der lå i min venstre brystlomme. Den reddede mig indtil flere gange når alting bare var skidt. Har stadig papiret, da jeg ikke ved om jeg skal smide det ud nu.
Vandflasken var også ufattelig vigtig. Selvom vi var kolde og våde det meste af tiden forbrugte vi utrolig meget vand på de hårde anstrengelser.
Min M95 måtte igennem meget og måtte som det vigtigste på turen plejes som jeg måtte pleje mine fødder og støvler, efter alt er det jo det som holder en soldat i live i krig.
Tægen! Det er hvad rygsækken kaldes i forsvaret. I klædt alt havde jeg en god 60-70 kilo på ryggen, den smerte det giver i skuldre, hofter og ryg skal man vende sig til. At min rygsæk vejede så godt til, finder sin begrundelse i at jeg også var radiomand, en skæbne jeg ikke ønsker for selv min værste fjende! Det danske forsvar bruger sjovt nok stadig samme radio som din bedstefar brugte for over 50 år siden da han var rekrut. Den gamle jernblok til radio vejer godt 20 kilo, slam.
For at runde af, vil jeg jeg lige fortælle lidt om hjemkomsten, som var lidt speciel.
Udmattede, drivvåde og vågne uafbrudt på andet døgn med "tægen" på ryggen blev vi gennet ud af lastbillerne - til vores store overraskelse på kasernen! Vi blev kommanderet i rækker og geleder for at afvente vores major. Med rystende ben under vægten på vores udrustning bad vi en lille bøn og håbede, at han ville erklære REX-turen for overstået. I stedet skældte han os og vores agtede og dygtige delingsfører, oversergenten ud da han dukkede op. Vi fik at vide at vi fra at have startet godt havde udført de sidste øvelse UFATTELIGT RINGE! Vi var derfor idømt ekstra dage i felten indtil vi blev gode nok til at kalde os husarer. Du kan nok tro mange følte sig sønderknust på det tidspunkt i den følelsesmæssige rutsjetur det er at tro man måske var færdig til at blive skældt ud og sendt afsted igen.
Heldigvis var det bare for at få os helt ned så vi kunne blive ekstra glade senere, da vi ikke svingede ud af kasernen, men blev kommanderet henad vejen mod vores hovedkvarter, fik overrakt fanen og fortalt vi skulle ranke ryggen og give det sidste og det bedste vi havde i os på de sidste 200 meter. Halvvejs hørte vi pludselig husares trompetfanfarer og paukens dybe buldren. I fuld galla havde ældste deling taget opstilling og i stram eksersits sad de til hest og afgav respekt da vi marhcerede forbi. Det samme gjorde befalingsmændende da vi kom til hovedkvarteret ved staldene. Det var en ufattelig fornem modtagelse, da vi følte os nærmest som hjemvendte helte.
De fleste måtte derfor også lade nogle enkelte lykkeståre samle sig i øjenkrogen og mærke at de forblæste og mudrede kinder blev lidt fugtige
I næste uge begynder vores liv i staldende, vi er nu husarer og vi vil ikke længere komme så meget i felten. Vi skal nu lære den fine ridekunst og målet er at vi på 24 timer skal kunne stille op til eskorte på bud fra Droningen.
Vi er dog stadig soldater og landet er under trussel for terrorisme, derfor skal vi i samarbejde med PET uddannes til at beskytte de kongelige på eskorte ved eventuelt angreb. Eskorter kommer der i øvrigt mange af til foråret og sommer hvor kongehuset tager turne i Danmarks større byer.
