Afghanistan set gennem en dyrlægesøns øjne.

Mit første indlæg i Dansk Veterinært Tidsskrift - inden jeg kom ind på dyrlægeuddannelsen. Det er en beretning om min tur til Afghanistan - men her set gennem dyrlægesønnens øjne - da min far er dyrlæge og det har præget mig meget.

Jeg fik ideen til artiklen en kold januardag i starten af 2010, hvor jeg lå på min seng med hænderne bag nakken og tænkte på hvad der mon ville ske, hvis jeg ikke kom ind på dyrlægeuddannelsen, som jeg var ved at søge ind på. Her er artiklen:

http://infolink2003.elbo.dk/DVT/dokumenter/doc/12901.pdf

Jeg vidste at det ville betyde at jeg formentlig ville vælge en udsendelse mere til Helmand - hvilket som sådan ville være helt fint med mig - jeg elsker at være soldat og have udfordringer, og på det tidspunkt var jeg overhoved ikke færdig med at være soldat. Jeg arbejdede fast hjemme i et kompagni i Gardehusarregimentet, hvor jeg forbedrede min fysik, og udbyggede feltmæssige evner hver dag.

Min familie og min kæreste ville dog ikke kunne bære det, at jeg endnu engang skulle afsted. Jeg havde allerede sidst i december været tæt på at tage til afghanistan med 7 dages varsel, da en af folkene jeg var med til at træne hoppede fra sin plads og der akut manglede en mand i kompagniet, som havde hans uddannelse indenfor nogle bestemte våbensystemer. Jeg havde ud af en lille håndfuld hjemme i Danmark netop disse, så jeg blev tilbudt jobbet. Jeg havde rigtig meget lyst og jeg fik også lov af min familie og dyrlægestudiet, som ville give mig mulighed for at aflægge prøver, når jeg blev sendt hjem på min 2-ugers leave fra frontlinien. Min kæreste holdt mig (set i bagklogskabens lys) heldigvis hjemme.

Det var derfor jeg her besluttede mig endegyldigt for, at jeg ville gøre alt hvad jeg overhoved kunne for at komme ind på studiet. Jeg gik i gang med at læse sygeplejeskernes fysiologi, biokemi og genetik bøger for at forbedre mine chancer til optagelsesprøverne. Derudover bestemte jeg mig for at skrive denne artikel, for at komiteen, som udvælger de få heldige studerende, som slipper igennem de indledende prøver, ville få øje på mig gennem denne aritkel inden et eventuelt mundtligt interview - hvis jeg nåede så langt.

Artiklen nåede dog aldrig at komme i det veterinære tidsskrift inden optagelsesprøverne, men jeg er alligevel glad for jeg fik det skrevet - for jeg synes at jeg her beskriver en del af det at være udsendt, som ikke har været beskrevet før.

Jeg har også mødt mange senere - i de veterinære kredse - som har læst artiklen og sagt det var interessant læsning.