Saturday, April 19, 2008

Styrt med hesten under springundervisning




Ved husarene øver vi eksercits, spring og dressur til hest. Torsdag er altid "springdag" og en dag mange holder af fordi tingene foregår i højt tempo med adrenalin i blodet og en tanke bagerst i hovedet, at tingene kan gå galt hvis man ikke magter hesten eller teknikken halter.
Nu har jeg jo aldrig sprunget til hest før, men disciplinen synes jeg er spændende og grænseoverskridende. At forcere et spring giver en følelse som er ikke så lidt sammenlignelig med følelsen man oplever i rutsjebanen på vej mod et “loope” eller et kraftigt fald over få meter.
I springning skal man dog ikke bare følge med man skal styre forløbet og man har selv ansvaret for at tingene går godt, at man holder fokus og man kommer sikkert igennem springbanen.

I dag magtede jeg ikke at presse hesten over springene. Hesten var nemlig ikke staldens ivrigste hest til at gå lige på springene, så man skal være god rytter for at den ikke afviger, stopper op foran springet eller springer for sent. Grundet min ringe erfaring og talent oplevede jeg derfor også et af mine lidt mere alvorlige styrt i dag. Hvad der udgjorde udfaldet skyldes som sagt dels mit ringe talent, men dels måske også at hesten var lidt svær for mig. I hvert et tilfælde magtede jeg ikke at blive på hesten, da den satte for sent af over et oxe-spring med det resultat at det blev et meget stejlt spring - åbenbart med det resultat at jeg ikke blev i sadlen. Jeg røg med over springet, men landede skævt på hesten og røg over halsen på den ned under den og knaldede hoved og skulderen ned i ridehusbunden mens jeg hørte et knas á la en tvebakke som knuses.

Det gjorde simpelthen for ondt til bare at komme op på benene og så føltes mit skulder helt lam af slaget.

Der blev også råbt gennem ridehuset til mig at jeg skulle blive liggende stille. Formentlig fordi man ikke kan vide om der er mere alvorlige skader.
Efter at de havde lavet en hurtig kontrol af mig kom jeg op igen. Jeg havde meget ondt, men det tydede ikke på at noget var brækket, heldigvis. Det var dog ikke helt til at sige og jeg kom ud af ridehuset og en sergent fik lagt is på skulderen hvorefter han lavede en yderligere kontrol af mig. De blev enige om at tage mig til skadestuen. På skadestuen ventede jeg 2 timer inden jeg kom forbi en læge. Det var en af de utallige udenlandske læger som man tit møder på skadestuerne, og kommunikationen var lidt svær. Ikke desto mindre mente han ikke der var noget brækket, dog fik jeg tilbudet om røntgen hvis jeg gad vente yderlige 2 timer eller mere. Jeg valgte det fra.
Dagen efter gik jeg på infirmeriet, da jeg havde smerter når jeg brugte armen bare det mindste. Der lavede de en yderligere kontrol og jeg blev lagt til observation for hjernerystelse.

Lægen her mente heller ikke der var brækket noget, men jeg havde i stedet fået et seriøst trælår i skulderen hvor jeg havde fået et stort slag i ledene og muskelfiberspringninger .

Nuværende status ca. en måned efter er at jeg kan bruge skulderen som før selvom den føles lidt svagere og der stadig er lidt smerter og ømhed. Det er naturligvis irriterende, men det var lidt vilkårene, da jeg aldrig fik givet min krop nogen ro, men fortsatte arbejdet og ridningen næsten umiddelbart efter for ikke at sakke for meget bagud og misse arrangementer med trompeterholdet.

Thursday, April 17, 2008

69'eren




Jeg må allerede nu skuffe læseren. Det handler ikke om en bestemt stilling i soveværelset eller postyret med ungdomshuset, jagtvej 69. Dette indlæg handler forsvarets uni-fin-form, kaldet: “M-69“.

Uniformen er hærens svar på et jakkesæt til brug i mere officielle lejligheder. Navnet M-69 stammer deraf, at uniformen i sin tid indførtes i det danske forsvar i 1969, denne navngivning er noget man har for vane at gøre med stort set al materiel således at man også kan høre militærfolk tale om M/84’en og M/95‘en som er henholdsvis vores tjenesteuniform og vores standard gevær.

69’eren er ikke noget man normalt udleverer til værnepligtige. Stort set er det kun de værnepligtiges talsmænd som får lov at få sådan en, da de skal deltage i møder hvor sådan en påkræves.

Hos os i HESK, og vist også hos de unævnelige (Den livlige Kongegarde) får alle værnepligtige en når de er færdige med rekruttiden. Grunden dertil er naturligvis at vi skal se godt ud når vi er ude i det ganske land og udland for at repræsentere Land og Konge.

På 69’eren kan man udover mærkerne for sit tjenestested sy udmærkelser på i form af f.eks. duelighedsmærker i bronze, guld eller sølv erhvervet ved prøver i f.eks. førstehjælp, baneskydning, kampsvømning, feltskydning og mange andre ting. Mærker som man ikke bare erhverver sig med højre arm på ryggen.

Derudover kan man som værnepligtig også sætte en faldskærmsvinge på venstre skulder. Hvis man altså har gennemført kursus og udspring i faldskærmsudspring fra 1500 meters højde.




På min 69 har jeg et feltskyttemærke som jeg erhvervede mig i Jærgerspris skydelejr, hvor man skulle have mindst 15/16 træffere på en ZAP-skydebane (jernskiver af en mandsperson der popper op på afstande mellem ca. 200-400 meter).

Derudover erhvervede jeg førstehjælpsmærke i sølv, hvor man skulle klare en teoretisk prøve og en praktisk bane med forskellige cases med 90 point ud af 100.

På min venstre skulder har jeg naturligvis også “vingen” som jeg fik sammen med nogle andre fra min deling som hoppede ud fra det lille propelfly i 1500 meters højde. Sidst, men ikke mindst har jeg et “bandoler” omkring venstre arm som tegn på at jeg er trompeter i HESK.