1. delings første eskorte
Nu havde vi lige lært at holde af feltrationer, ondulere vabler på hælene, smatte sløring i ansigtet og kaste os ned i koldt mudder på kommandoen: Artilleri! Gode ting at beherske som kæk husarrekrut, men ting vi efter blot én måned som rekrutter måtte lægge på hylden for en kort stund til fordel for en anden type opgave.
Vi, yngste deling, var udset til jobbet som hestepassere for de tilkommanderede befalingsmænd og officerer dér sammen med de værnepligtige husarer fra ældste deling skulle eskortere den brasilianske præsident Da Silva med frue og de kongelige gennem Fredensborg by til Fredensborg slot.
Der var mange rekrutter som var begejstrede ved tanken om dette afbræk, mens andre var lidt mere bekymrede for den store udfordring, især de der aldrig før havde prøvet at arbejde med heste var ængstelige. Der var dog ingen kære mor. Vi havde bare en uge til at få lært tingene.
Mandag morgen gjaldt det så og vi stod klar til afgang foran staldende med vores oppakning og gallaudrustning til hestene - snekketøj og valrap – klar til kontrol. Da sagerne var kontrolleret blev det læsset på et køretøj hvorefter vi selv hoppede på eskadronens minibus.
Efter en god lang køretur fra Slagelse til Fredensborg, hvor vi faldt tilbage i sæderne og boblede, blev vi ellers sat i hiv og sving. Fredensborg slots gamle museumsagtige stalde skulle gøres klar. Der skulle strøs i spiltorvene og udstyr skulle pakkes ud. Det hele skulle være klar til at modtage heste og det øvrige mandskab, der allerede var på vej.
Da heste og udstyr var på plads foregik tingene ellers som vi havde været vant til det under den uge lange eskortetræning hjemme på kasernen i Slagelse. Vartning og opsadling af de tilkommanderede befalingsmænd og officerers heste til det daglige ridt, mugning og fejning mens de var ude - og hvis vi var hurtige, kunne vi også nå at vedligeholde seletøjet.
Efter formiddagens pligter i forbindelse med dagligt ridt var der frokost, som vi klemte i os i en fart inde i vores trange delingsrum, hvor vi også havde alle vores ting, hvor vi klædte om og vedligeholdte udrustning.
Om eftermiddagen måtte vi som lært endnu engang varte heste og sadle op til eskortetræning. Om aftenen efter endt dont marcherede vi med vores oppakning til et nærliggende vandrehjem, hvor vi minus de gode mennesker, staldvagterne, fik et dejlig varmt bad og en god nats søvn. Næste dag marcherede vi efter stueeftersyn til Livgardens kantine hvor, der til stor nervebelastning sad værnepligtige gardere, som naturligvis så os an som de kollegaer og konkurrenter vi er. Der faldt et par kække bemærkninger om os, og så spurgte vi dem, om de ikke snart skulle ud og stå stille i et par timer. Udenfor når vi passerede pelshuerne i deres kasser, rankede vi også ryggene lidt ekstra og strammede os ekstra an i eksercitsen. Vi ville vise HESK-standarten
I staldende foregik tingene som den forrige dag, men denne dag aflagde kronprinsen og kronprinsessen med søn vores stald et besøg. De var meget venlige, og tydeligvis interesserede. En række af hestene havde de reddet på før, og de var derfor specielt interesserede i hvor de stod. Prins Christian gav vores maskot, shetlandsponyen Aramis, gulerødder og kram og Kronprinsen og Kronprinsessen fik lejlighed til i selskab med Major Holm at ride en tur i slotsparken.
Om aftenen inden appel, kunne Sergent TB med en stort tandsmil berette om hvorledes han var mødding-banke-mester tilbage i rekruttiden på den gamle kasserne i Næstved. Kunsten, som han nu ville overdrage, gik ud på at jokke rundt på toppen af vores mødding og fordele skidt og møg indtil man havde lavet sig en fin plan firkant. Umiddelbart en ganske tosset idé, men på den anden side var der det gode ved det, at man kunne starte forfra igen når der kom nyt møg til.
Næste dag gjaldt det så sagen vi var kommet for. Alle var spændte, lige fra den yngste rekrut til den mest garvede seniorsergent. Nu skulle tingene bare være tingeling og spille 100% - det var vores pligt.
Dagen forinden havde de udført en generalprøve, og selvom en af kongehusets tilknyttede havde inspiceret eskorten og udtrykt begejstring for hvad han så, var der stadig et par små ting vi alle kunne hver i sær kunne tænke over, når vi var kommet hjem og om aftenen stod foran spejlet og børstede tænder.
Og det lod da også til at det havde hjulpet. Både på de store tandsmil og standarten. Eskorten skulle nok blive god. Vi havde overholdt tidsplanerne og hestene var blevet godt vartede og saddel og snekketøj sad som det skulle.
Da Præsident Da Silvia dog lod vente på sig pga. et forsinket fly havde vi endnu mere tid, og ryttere og heste i galla måtte derfor vente og vente. Vi opsadlere kedede os heldigvis ikke. Vi kunne nemlig blanke hestens pels med håndfladerne.
Om sider fik vi besked om at gøre klar til opsidning. Vi afleverede hest til rytter fremsagde som vanligt remsen vi havde lært anledningen og gav honnør: ”Goddag Hr. X håber de må få et behageligt ridt”.
Til lyden af trompeternes fanfarer og paukens urokkelige buldren begyndte hestenes hovslag at klinge mod gårdens brolægning og eskorten svandt ud af syne, mens vi rekrutter stolt så til - for vi var også et eller andet sted en del af det. Mange af os kunne nok heller ikke lade være med at lege med tanken om, at vi måske også en dag blev dem der med rank ryg sidder på hesten iført galla og med trukket sabel.
Det hele var lidt som en sæbeboble for os, en sæbeboble der var nået for højt op i luften og så med et bristede med et lille blip. For snart var det overstået og snart havde vi pakket sammen og var på vej hjem til Slagelse på vej til at blive forvandlet tilbage til grønne soldater. Selvom det var lidt svært at indse, hørte vi ikke til i staldende endnu. Vi måtte pænt lægge ridebukserne tilbage i skabet og aflevere de lånte ridestøvler for igen at iføre os kampjakke og basis.
Under eskorten fik vi ikke direkte brug for det vi havde lært i felten, dog fik vi brug for én ting alligevel. Disciplinen. Den var altafgørende for at vores arbejde blev som det blev. Derfor kan vi nu også forstå hvorfor vi må igennem den hårde træning. Uden den ville aldrig kunne klare presset og leve op til pligterne og standarten i det daglige som beredne husarer i hesteskadronen
No comments:
Post a Comment