Jeg synes det er fint at stille sig selv dette spørgsmål, i sær i disse dage hvor det er strøget ind med meldinger fra frontlinien i Helmanprovinsen hvor danske soldater også i dette øjeblik værner om demokratiet og freden ved at udføre det arbejde de er uddannet i; at jagte taliban på de daglige patruljer sideløbende med et omfattende bistands- og genopbygningsarbejde hvor civilbefolkningen belønnes for samarbejdsvilje ved direkte tiltag i form af opførelse af skoler, kvindecentre, sikring af el-forsyningen samt nye brønde til rent drikkevand.
Stadig, trods vi godt kan se vi gør en forskel, stiller vi os selv dette spørgsmål hvorfor vi - vi, en af de mindste nationer i verden - skal ofre så meget og for hvad? Det er fuldt forståeligt og det er en reaktion på magtesløshed og fortvivlelsen ved at miste landsmænd på en sådan ummidelbart meningsløs måde. Følelsen af klumpen i halsen når man tænker på dem man kender dernede, eller familien man kender som har deres søn dernede.
Vi må bare gøre os klart, at lige meget hvad, så er du og jeg og hele Danmark denne gang i sådan en situation, at vi må forsvare os og det liv vi kender. Tager vi ikke kampen i Afghanistan, så vil vi sammen med vores soldater også rykke frontlinien tilbage, hjem til København og banegårde og rådhuspladser. Selvom det gør ondt, så er der ingen vej tilbage nu. Taliban må ikke få lov til at lave de træningslejre i Afghanistan, lad os blive dernede og kæmpe videre og lade dem være beskæftiget hvor de er nu for de vil søge kampen, og modstanderen er vores kultur, religion og levemåde.
No comments:
Post a Comment